Deathly Hallows

Nu kan jeg vist ikke komme udenom det længere... På opfordring følger her min uforbeholdne mening om Harry Potter and the Deathly Hallows:

Harry Potter and the Half-Blood Prince endte dramatisk - endda så dramatisk, at jeg ikke kunne sige mig fri fra at blive lidt bekymret med hensyn til bog nr. 7. Skulle vi helt væk fra det trygge kostskole-miljø, alle de kendte traditioner? Skulle Bruce Willis overtage rollen efter Daniel Radcliffe? Jeg var bekymret, rigtig bekymret. Men min bekymring blev gjort til skamme. Jo, miljøet var et andet, personerne revet ud af deres vante omgivelser, men det betød ikke noget, når det kom til stykket. Det var spænding fra første til sidste side! (okay, måske pånær de indledende scener i huset og scenerne i skoven)...

Den indledende flugt med Harry-dubletter var fremragende! For en gangs skyld var jeg faktisk nervøs for personernes helbred. Og de senere konfrontationer var mindst ligeså spændende! Faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at det bestemt er den bedste af alle bøgerne - med flere mil endda! Jeg synes også, at J. K. Rowling fik gjort det godt med hensyn til at samle de løse ender op, og få beskrevet forholdende mellem og baggrunden bag de forskellige personer, og deres forhold til hinanden.

Men noget af det bedste ved bogen, synes jeg, er det høje spændingsniveau, der var i denne omgang. Der var mange gåder, man kunne gætte med på undervejs (selv om nogle af dem godt kunne virke lidt irrelevante hen ad vejen), og de blev fint rundet af i bogens slutning. Særligt spændende var historien bag Dumbledore og hans familie - og Grindelwalds mærke.

En anden ting, jeg også synes særlig godt om, var det filosofiske, eksistentielle element, der var gennemgående i bogen. Skulle Harry ødelægge Horcruxes eller bemægtige sig The Elder Wand? Magten ville være den lette løsning, men også den farlige, for han kunne fortabe sig i den. Det synes jeg faktisk, var et vældig interessant spørgsmål, som kan overføres på en række dilemmaer i livet. Ville man vælge horcruxes eller elder wand?

Men det, der virkelig fik sluttet ringen for mig, var afsnittet om Severus Snape. Snape har siden første bog været min yndlingsfigur i serien. Ond eller rar? Eller måske bare misforstået? Ligegyldig hvor slemt det end har set ud for ham, har han altid haft min sympati. Og inderst inde har jeg hele tiden håbet, at jeg ikke tog fejl af ham. Da jeg nåede langt hen mod slutningen af bogen - ved det endelige opgør på Hogwarts, hvor Snape flyver ud af vinduet - var jeg ved at opgive håbet. Han var stadig Death Eater... og bogen var ved at være slut... Troede jeg, for jeg fik det lige, som jeg ville have det. Hvor jeg nød det afsnit af bogen! Det var det absolutte højdepunkt! Jeg havde nu allerede gættet noget det - for det bliver allerede afsløret i bog nr. 5, hvis man læser gennem linjerne. Hvad der dog var rigtig interessant var Snape's forhold til Dumbledore - og ikke mindst hvorfor. Jeg synes godt nok også, at det var noget muggent ved Snape's "mord" på Dumbledore i ...the Half-Blood Prince, og det havde jeg jo sådan set ret i.

Der er dog en enkelt ting, der undrer mig... Hvorfor spilde så meget tid og kræfter på Gryffindor's sværd, når det var så enkelt at man bare kunne udnytte Basilisken? Det virkede nu som en lidt for letkøbt slutning, hvis man spørger mig...