Takes her chance with what she's got

Well, ikke så meget nyt at berette... Men det afholder mig selvfølgelig ikke for at skrive. Hvordan skulle det dog kunne det?!
Dagen har været stille og rolig. Det mest interessante er foregået på indersiden af hovedet, men det har til gengæld også været interessant (for me anywayz). Men man skal jo have højtflyvende drømme, ikke sandt? Som et af mine små yndlings-digte siger:

Always reach for the heavens
For no matter if you miss your mark
You will land among the stars

Det håber jeg passer, for jeg vil prøve at følge det. Så godt jeg kan, i hvert fald. Men hvis man tror på stjernetegn ligger det allerede i min personlighed. Jeg er for størstedelens vedkommende enig i, at skyttens typiske træk passer på mig (dog vil jeg stærkt pointere på dette sted, at polygami af NOGEN art IKKE er min stil). Der er andre punkter jeg ikke er 100% enig i, men alt i alt skyder den ikke langt fra bulls-eye - i hvert fald fra den person jeg rigtig er, hvis man kan sige det uden at lyde alt for schizofren :o) Jeg er ikke ret udadvendt overfor folk jeg ikke kender (jeg tror endda muligvis, at der er folk der end ikke er klar over, at jeg rent faktisk KAN tale), men overfor venner og veninder er jeg hæmningsløs i hvad jeg siger. Jeg har f.eks. aldrig forstået konceptet med, hvorfor folk spørger uden egentlig at ønske at kende svaret. Hvis en veninde stiller der klassiske spørgsmål om, hvordan hun ser ud i et bestemt par bukser, har jeg under ingen omstændigheder tænkt mig at lyve. Jeg går ud fra, at hun spørger, fordi hun gerne vil vide det - og så må hun jo få det ærlige svar. Eller i hvert fald det semi-ærlige 'Jeg synes, de andre sad bedre' i stedet for 'nej, hvor er de dog uklædelige!'. Derfor forstår jeg heller aldrig dilemmaet i damebladene, når de interviewer mændene, og det viser sig, at 'ser min røv stor ud i de bukser?' er et frygtet spørgsmål. Tilsyneladende er der ikke et rigtigt svar på det spørgsmål, og det er det, der gør det så frygtet verden over. Jeg har det bare sådan, hvordan pokker kan quinden tillade sig at blive sur - jeg mener, hun spurgte selv! Jeg stiller selv kun spørgsmålet, hvis jeg har en formodning om, at svaret er ja, og har under ingen omstændigheder tænkt mig at blive sur - nogensinde (håber jeg)! Jeg mener, hvis jeg selv synes det, kan jeg ikke så godt tillade at bebrejde andre, at de synes det samme. Well, kørte lige ud ad en tangent, men det er noget, der plager mig hver gang jeg læser den slags interviews/artikler! Hmmm... Har mistet tråden med hensyn til, hvad det oprindelig var jeg plabrede om...