Let the days roll into one

Jeg har endnu engang fuldstændig formået at forvirre mig selv, ved som sædvanlig at vikle mig ind i selvmodsigende aktiviteter. Jeg er så småt begyndt at blive nervøs over eksamenen, selv om det går fint med læsningen. Den naturlige konklusion for den fornuftige side af mig (englen, på skulderen) er, at jeg bare må læse lidt mere, for så er den sten sikkert hjemme. Hvortil den mindre fornuftige del (den lille djævel på skulderen) indsmigrende siger: Men hvis du nu sætter dig ned og ser endnu et afsnit af Buffy, og lader som om du laver noget, opdager hun det nok ikke (englen altså). Men på trods af mine selvmodsigende tanker har jeg faktisk fået fuldført alle aktiviteter på dagens program. Det kan jeg prøve at glæde mig over, mens jeg i virkeligheden sidder og er dybt frustreret over, at jeg er tvunget til at læse, selvom jeg ikke gider. Men det er selvfølgelig to sider af samme sag: Hvis der er noget, jeg er tvunget til, gider jeg som regel aldrig, mens selvsamme aktivitet kan virke særdeles tillokkende, hvis det ikke er noget jeg absolut skal. På det punkt har jeg aldrig forladt børnehave-stadiet, det indrømmer jeg gerne!