Blame it on the boogie... uhm... the sugar

Så er Camilla lige cyklet afsted ud i natten. Vi havde en super hyggelig aften, lagde ud med at se gamle billeder fra vores unge år - specielt billederne fra '88 fik tårerne til at samles i øjenkrogene af bare grin! Hvem i alverden havde bildt os ind, at frisuren 'springvand' var et hit? Og så havde vi et eller andet med at klæde os ud i de særeste outfits - mine mavemuskler er helt ømme, så meget har jeg moret mig! Som aftenen skred frem blev emnerne dybere og mere eksistentialistiske. Vi deler langt de fleste synspunkter, så det er ikke så meget synspunkterne, som det er nuancerne, vi debaterer. Det er ret finurligt, for udadtil er vi ret forskellige, men det er ligesom om vi har indgået en eller anden form for symbiose mentalt. Det kan muligvis have noget at gøre med, at vi har kendt hinanden i en menneskealder. På en måde kan man også sige, at vi følelsesmæssigt er samme sted i livet lige nu, så det er de samme følelser vi slås med. Alle emner har været oppe at vende - særligt emnet kærlighed (selvfølgelig, vi er jo piger!) - vi var endda rundt om hele den gamle CSS-historie (don't ask). Det var egentlig forfriskende at få talt om det med nogen der var der men alligevel stod på sidelinjen, for det har jeg ikke rigtig gjort. Jo, den gang jeg mailede med Mikkel fra min klasse - han var jo indviet i hele miseren - og Henry også for den sags skyld, men de måtte på et eller andet plan ikke være unbiased (hvad pokker hedder det på dansk, 'upartisk'?). De så nok på det hele, som om det stadig forholdt sig som i folkeskolen. Jeg tror, at alle troede, at jeg var frygtelig enamoured (inkl. mig selv en stor del af tiden), mens sandheden i virkeligheden var en anden, jeg var en anden. Jo, i begyndelsen betød han virkelig meget for mig, men lige meget hvor meget jeg befinder mig i min egen eventyrverden, bliver man på et eller andet tidspunkt nødt til at se realiteterne i øjnene. Fjerner man solbrillerne med de rosa-tonede glas ser tingene tit væsentlig anderledes ud. Sandheden er, at det var nemt. Det krævede ingen egentlig deltagelse fra min side, og så var det jo altid rart, at have en date, når man skulle til gymnasiefest.

Okay, just realising something here... Det indlæg er vist lige en tand mystisk. Faktisk giver det nok ikke mening for nogen andre end mig selv. - Hvilket betyder, at det nok i virkeligheden burde høre hjemme i min 'rigtige' dagbog, hvor 'fans of the show' er indviet (ie. mig selv og fremtidige generationer). Fans of the show vil en gang i fremtiden kunne læse side op og side ned, bog efter bog om emnet. Jeg kunne godt tænke mig at have haft en arv fra min familie, havde en eller anden weird idé om, gamle støvede dagbøger fundet bagerst på loftet, men come to think of it, så egner min dagbog sig ikke særlig godt til det formål. F.eks. den entry jeg nedskrev igår, tja, det ville jeg nødig vide om min mor eller bedstemor. I den lydbog jeg lige har hørt Før min tid (The world below), talte de om, om man burde brænde sine dagbøger, når man bliver gammel. Måske burde man det.

Nej, det er sent, jeg har sugar rush fra sodavand, kakaomælk og sukker-dopet kaffe. Hverken min veninde eller jeg kan normalt lide kaffe, men vi er begge ude på en mission om at tilvænne vores smagsløg - lige nu består kaffen af kaffe med mælk og en hel sukkerskål, men den bitre smag bagerst på tungen er ved at virke mindre generende, så muligvis er der håb. Jeg er faktisk helt kommet til at savne den mystiske blanding, hvis jeg er løbet tør.

Nej, cut, dette bliver mere og mere sort snak. Hjernen er koblet fra og fingrene kører deres eget løb, danser hen over tastaturet. Befriende på sin egen sære måde. Blame it on the sugar!