Så går det løs

Så oprinder dagen inden længe, hvor jeg påbegynder mit nye arbejde. Når morgendagen gryer må jeg i rask trav begive mig mod stationen og rejse med toget mod det ukendte (i.e. Svanemøllen st.). Nå nej... okay... Helt ukendt er det ikke... Jeg har da være på Svanemøllen station uendelig mange gange før, og endda også en enkelt gang på selve arbejdspladsen. Men i korte træk kan det opsummeres således: Jeg er lidt spændt; både på den gode "jeg-glæder-mig"-måde, men også lidt på den nervepirrende "åh-nej-hvad-skal-der-mon-ske"-måde. Men hvad kan der egentlig ske? Nej, det bliver sikkert en helt rar oplevelse. Og så skal jeg simpelthen til at være almen lønslave med arbejdstider fra 9-17, som Dolly Parton synger (eller hvordan det nu hænger sammen). De fleste vil nok betegne mig som ravende sindsyg, men det ser jeg faktisk frem til. Det kan da godt være en anelse irriterende, at måtte begrænse sine aftaler på hverdage til aftentimerne, men til gengæld kan jeg se fjernsyn alt det, jeg vil, uden den ringeste antydning af dårlig samvittighed. Jeg må også erkende, at det glæder mig endelig at få lidt struktur på hverdagen - dermed ikke at forstå, at den skal være forudsigelig eller i meget faste rammer - men det er nu engang meget rart, at der er en grund til at man er vågen om dagen og sover om natten, hvis du spørger mig. I min speciale-tid, vidste jeg jo knap nok, hvad dag det var - for slet ikke at tale om, hvad tid på døgnet. Det blev anset for værende af ringere betydning i forhold til mit indre ur og mit ophøjede mentale eksistens niveau - hvilket kan oversættes til, at jeg var en zombie, der vandrede rund i min egen lille verden bestående af flyvske teorier om receptorer og non-kompetitive antagonister. I mit stille sind takker jeg stadig Guderne for, at sidste punktum er sat i dén sag!