Så er jeg atter vendt hjem til forstæderne efter det meste af en weekend på København's Manhattan. Weekenden denne uge har budt på en masse sjov og spas, men sørme om jeg ikke også var super flittig og fik skrevet det meste af forordet til min opgave (som nu er på 77 sider)!
Men tilbage til sjov og spas... Fredag aften havde jeg besøg af en veninde, og som altid fik vi vendt verdenssituationen :o)
Lørdag formiddag bød på loppemarkedstur til Frederiksborg Hallen sammen med en anden veninde. Formålet med turen var lige dele hygge og research, idet vi skal have en stand sammen ved næste loppemarkeds-afholdelse. Min veninde skal flytte sammen med sin kæreste og skal have solgt ud af alle deres overskydende ejendele - og det er ikke så lidt, da min veninde er en rigtig dimse-pige. Det er vist en kendt sag, at jeg har ligeså meget skrammel opmagasineret i skuffer og skabe, da jeg er også lidt af en samlernatur. Jeg tænkte derfor, at jeg ligeså godt kan tage forskud på "flytte-sammen-med-kæresten"-forberedelser, da man med fordel så kan tage tingene lidt af gangen.
Eftermiddagen lørdag bestod af hygge med kæresten. Han var træt efter en begivenhedshedsrig (og særdeles feststemt) tur med Oslobåden, og jeg led som altid af speciale-blues. Af bitter erfaring har jeg måtte sande, at jeg må tillade mig selv en HEL speciale fri dag om ugen, for ikke at blive sindsyg, så det kunne jo passende være lørdag.
Om aftenen stod der indflytter-festligheder på programmet. En hyggelig komsammen hos Stine, fyldt med godt humør og godt selskab. Super lejlighed de der har fået sig, må jeg sige! Kvarteret kan velsagtens betegnes som en smule skummelt, men lejligheden er virkelig lækker.
Igår gik med speciale-skrivning, The 4400 og NFL - sidstnævnte endte jeg dog med at falde i søvn til, selv om jeg flere gange forsøgte blankt at benægte det.
Det var min weekend i korte træk. Ved gennemlæsning forekommer den faktisk ikke særlig interessant, selv om det har været nogle rigtig gode dage. Jeg har på fornemmelsen, at det her er et af de tilfælde, hvor man nok skulle have været der...
Og så skiftede vi jo til sommertid igår. Jeg havde håbet, at det kunne skubbe min døgnrytm i den rigtige retning, men der havde jeg vist ikke heldet med mig :o)
mandag, oktober 30, 2006
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar