Navnelisten

Dagen i går stod på Udlandsopholds-orientering på AKI. Det var ikke voldsomt relevant for hverken min studie-veninde eller jeg, da et udlandsophold via Sokrates/Erasmus på bachelor- eller kandidat-delen er ret udelukket - så skulle vi da forlænge vores studietid betydeligt :o) Men der blev da bestemt alligevel sagt ting, der var værd at høre i forbindelse med et udlandsophold i forbindelse med ph.d. - sådan noget som at overveje niveauet for fag, da andre landes uddannelsesstrukturer kan være meget anderledes. Det havde jeg nok luret alligevel, men det var nu meget rart at høre.

Men det denne posting egentlig skulle handle om er navnet Geneviève. Det er mit nye yndlingsnavn - ikke at jeg kunne tænke mig at hedde det, eller at kalde en fremtidig datter det... Problemet er udtalen, det skal skisme udtales på fransk for at lyde smukt. Den dansker, der i går skulle præsentere den den franske kvinde, der skulle orienterer om Erasmus-programmet, formåede at udtale det sjee-nee-viiive... Mindre klingende på grænsen til direkte uskønt.
Jeg har altid elsket navne. Den bedste del af at skrive dansk fristil i folkeskolen var for mig altid at bruge timer på at finde ud af, hvad personerne skulle hedde. Og hvad jeg skulle hedde, hvis jeg skulle skifte navn. Da jeg var helt lille hed en af mine Barbier altid Kathrine. Senere begyndte min veninde til ridning, hvor en af ridelærerinderne hed Charlotte. Det blev automatisk vores nye yndlingsnavn. Så blev jeg efterhånden gammel nok til at interessere mig for film og skuespillere... Min favorit film var uden konkurrence Working Girl - med det skræmmende resultat, at jeg gerne ville hedde Melanie og arbejde i aktieverdenen. Begge dele må uden tvivl være udtryk for sindsyge i gerningsøjeblikket, da jeg i dag finder navnet Melanie afskyeligt og det samme kan siges om min mening om aktier og et liv som mappe-dyr i monkey suit. Senere fulgte navnet Anjelica, der senere blev ændret til Angelina. Næste milepæl var The X-Files og navnet Dana - hvis der ud af alt dette var planlagt et navnskift var Dana nok Jordens dårligste navn for mig at vælge.
Og så skete det, at jeg blev ældre og holdt op med at rende omkring og forestille mig, at jeg hed noget som helst andet end Louise. Godt nok kan man fodre grise med folk, der bærer det navn - personligt kender jeg tre og hvis man også indkluderer folk, jeg har gået i skole med og ellers har stiftet bekendtskab med, er antallet vist oppe i nærheden af de syv. Men jeg er nu glad for mit navn alligevel - særligt fordi det kan udtales nogenlunde ens og velklingende på ethvert sprog. Ikke som f.eks. navnet Lykke, der kommer til at lyde som et opkastforsøg, hvis det bliver udtalt af en amerikaner (hvilket vi alle fik at høre på gymnasie-tidens 2. år, hvor Lykke datede den amerikaner, som en anden fra klassen havde boende havde boende).

Oprindelig stod valget for mine forældre mellem navnene Louise og Maria - eller dvs. det gjorde det for min mor, min far var aldrig i tvivl. Så den sandfærdige historie er, at min far simpelthen annoncerede for omverdenen at jeg skulle hedde Louise. Og sådan blev det - det ville jo også være lidt kikset at skulle lave det om, når nu min far så godt som havde sendt flyers ud :o) Min far er i hverdagen en særdeles eftergivende mand, men når der er noget, han brænder for, er han skånselsløs. Hvilket jeg sætter pris på i denne sag, for af fuldstændig ubegrundede årsager vil jeg hellere være en Louise end en Maria :o) Som bi-bemærkning kan det nævnes, at havde jeg været en dreng, havde jeg nu båret navnet Christian - hvilket også kan siges om min kusine, der kom til at hedde Camilla.