Reinkarnation

Jeg gik forholdsvis tidligt i seng i går. Men da det igen er lykkedes mig at vende døgnet på hovedet, kunne jeg bare ikke falde i søvn. Det kommer der tit nogle, lad os sige, interessante ting ud af. Der havde været et indslag i nyhederne om kirketjeneren, der tror på reinkarnation, og som følge deraf lå jeg i går og filosoferede lidt over emnet. Da jeg havde stykket en længere sammenhængende tekst sammen i hovedet, besluttede jeg, at jeg ligeså godt kunne stå op og skrive resten ned...

Jeg tror ikke på den eneste ene, men på den eneste ene på et bestemt tidspunkt i tilværelsen (men det er et essay i sig selv), og samtidig tror jeg, at ethvert menneske i mit liv er der for at lære mig en lektie. Den tanke er tæt forbundet med skæbne-begrebet. Og anerkender man eksistensen af skæbnen i den ene eller den anden form, følger det som naturlig slutning, at man samtidig bliver nødt til at erkende, at der er en mening med livet. Og er der mening med livet må der nødvendigvis også være en højere magt tilstede. Det lader sig ikke forene med troen på, at alt er evolution, og at der ikke er nogen gud.

For mig vækker reinkarnationen modstridende følelser. På den ene side frastøder tanken mig. Det virker fremmedartet og forkert på mig, at hvert menneske ikke skulle være unikt, at jeg selv ligeså godt kunne være præst i den romersk-katolske kirke eller stammehøvding i Afrika. Fra mit studie ved jeg, at enhver oplevelse ændrer forbindelserne mellem neuronerne i hjernen, og hver oplevelse - ligegyldig eller tankevækkende - er med til at skabe os som mennesker og den måde vi tænker og associerer på. Jeg tror ikke, at den kønsløse sjæl (som den jo må være) bare trækker i trådene uden at have nogen indflydelse. Enten styrer den alt eller også styrer den intet. Jeg tror, at jeg er summen af mine tanker.
Men reinkarnation har også et tiltrækkende element. Mening. Og er det ikke menneskets lod altid at søge efter en mening? Ifølge den gængse teori skal man lære en lektie (hvorfor?). Men hvad har man ud af, at være en døgnflue i et enkelt døgn? Eller et strå, der svejer i vinden? Men udover en (tvivlsom) mening, kan reinkarnation også tilbyde et valg. The X-Files afsnittet "The Field Where I Died" tilbyder en anden vinkel indtil reinkarnationen: Man reinkarneres sammen med de samme mennesker i al evighed - ved et tilfælde, af valg, af magelighed. Det har jeg tænkt over (og i sentimental sindstilstand håbet kunne være sandt). Kunne det ikke forklare den "åndelige" kommunikation, der finder sted mellem mennesket? Den måde hvorpå man kan føle et slægtsskab med en person, man lige har mødt for 10 minutter siden... Kunne det ikke være fordi, man havde mødt hinanden før? Det er en smuk tanke. Jeg tror ikke på den. I sidste ende tror jeg, at vi dør og går ind i en drømmeløs søvn, holder op med at eksistere. Dystert, måske... Men er det i virkeligheden det?

Og så valgte jeg at gå i seng igen... Starten af essayet (jeg må savne mine danske stile :o) begyndte med neurobiologiens tanker, som I må have tilgode til en anden gang. Det er altid farligt at lade mig alene i mørket med mine egne tanker - bare se, hvad det kan føre til :o)