tirsdag, august 16, 2005

Årtiets mest fascinerende samtale-emne (se det vidste du nok ikke...!)

Der står så tit i damebladene, om de problemer der opstår, når alle ens venner finder kærester og får børn. Jeg har altid undret mig lidt over den påstand, idet det var min faste overbevisning, at ens veninde stadig ville være den samme person og ikke mutere til et nyt og fremmed væsen. Jeg tog fejl... Grueligt fejl...
I dag har jeg tilbragt en dejlig dag hos en mine veninder, hende som de trofaste læsere vil vide, fik en søn i April måned. Det har været en rigtig god dag og det var rart at se hende igen. Havde faktisk helt savnet hende! Hun havde ikke groet ekstra arme eller ben siden sidst, men der er ikke meget galt :o) Et konstant tilbagevendende samtaleemne var noget så ophisende som vælling. Nu vil jeg ikke afvise, at det ikke bare er mig der er kedelig... Muligvis er der særdeles fascinerende ting at sige om både vælling og mos... Men VÆLLING?! Hvordan kan man sidde i OVER EN HALV TIME og tale om VÆLLING og GULEROD-MOS?! Jeg ved ikke med jer, men umiddelbart har jeg ikke nogle interessante synspunkter at bidrage med om netop det interessante emne. Har absolut ingen erfaringer med, om moset kartoffel og broccoli er bedre end moset gulerod (og jeg ønsker heller ikke at erhverve den erfaring!). Desuden havde hun fået at vide, at man ikke skulle give børnene noget, man ikke selv ville spise - men helt ærligt, hvor mange af jer ser frem til et delikat måltid bestående af gulerodsmos...? Ja, jeg spørger bare!

Ingen kommentarer: