Mette's storesøster, Malene, er mor til to små drenge på hhv. seks og tre år. Da den ældste skulle holde op med at bruge sut, fik Malene den - efter min mening - geniale idé, at binde sutten fast til en af tremmesengens tremmer, med en snor netop så kort, at den lille purk hverken kunne ligge i sengen eller sidde bekvemt på gulvet. Det virkede upåklagelig og strategien har været/er nu i brug på den yngste.
Grundene til, at metoden er så særdeles effektiv, er flere: For det første bliver det arme barn nødt til at stå ved siden af sengen for at kunne have sutten i munden, for det andet går det glip af alt det morsomme og interessante der sker andre steder i huset og for det tredje er der absolut ingenting man kan foretage sig, stående ved siden af sin tremmeseng...
Jeg overvejer nu kraftigt at tage ovennævnte metode i brug snarest... Jeg har gået huset igennem og har udset mig nogle egnede steder til at binde/bore/lime min computer fast - i det tilfælde, at DETTE IKKE bliver min ENESTE blog posting i dag. Bryggerset er den bedste mulighed: kolde klinker på gulvet gør stedet særdeles ukomfortabelt (for mig der aldrig har sko eller sokker på hjemme), der er ingen stole og, let's face it, et bryggers er nok et hus' mest kedelige og intetsigende rum næst efter kosteskabet med mindre man har en vaskemaskine fetish eller lignende. Og da vi ikke har et kosteskab, og da jeg ingen vaskemaskine fetish har, er bryggerset formentlig det perfekte valg...
tirsdag, august 23, 2005
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar