fredag, august 26, 2005

The contrast of white on white

Så er der ikke lang tid til formiddagen er overstået, en formiddag der skulle have været brugt på specialet. Intentionerne var der bestemt, og jeg har også den sidste toenhalv times tid siddet og stirret på en mere eller mindre blank computerskærm med artikler spredt omkring mig. Har bladet lidt sporadisk rundt i nogle af artiklerne for inspiration, men det blev bare ikke rigtig til mere end det. Nå, men jeg når det jo nok, dagen er ikke slut endnu :o)

Ja, ellers var jeg jo i biografen i går og se Crash. Rigtig god film iøvrigt, virkelig værd at se. Det var en meget mærkelig oplevelse, at møde et menneske man aldrig før har mødt men egentlig kender ganske godt. Hyggeligt, men mærkeligt. Lidt svært at foretage overgangen fra 2D til 3D, hvis det giver nogen mening at sige. Som forventet var det ret akavet i starten, men faktisk synes jeg, at det gik ganske fint efter et stykke tid. Selvfølgelig kunne jeg ikke se mig fri fra at rykke et trin nedad på evolutionens rangstige og kun udvise glimtvis af hjerneaktivitet, men så er alt jo som det plejer - plejer heldigvis heller ikke at være en permanent tilstand, plejer kun at være "a passing phase". Men det er jo egentligt fjollet, for alting var sådan set præcis som sædvanlig bare med en ekstra dimension.

Ellers fik jeg talt med en af mine veninderdet meste af vejen hjem fra byen igår - eller det vil sige, vi prøvede, for vi blev hele tiden afbrudt. Så det meste foregik ved at tale sammen i tre minutter, blive afbrudt, ringe op igen, tale i tre minutter... og så kørte karrussellen. Hun arbejder som kok på en restaurant inde på Bakken. Hun har endnu ikke fundet et andet arbejde og nu hvor sæsonen snart er slut, og hvor jeg ikke har et fast skema fandt vi ud af, at vi også snart måtte til at ses lidt mere. Hun er sædvanligvis min "gå-i-byen"-veninde, det er sjældent at vi ses bare for at hygge lidt og tale med hinanden, men det må vi se at få lavet om på, nu hvor vi begge har en del fritid.

Speaking of fritid, så fik jeg at vide igår, at jeg muligvis i hvert fald for en periode formentlig får flere rengøringstimer på arbejdet. En af de andre "rengøringsdamer" (der må da være et "pænere" ord?!) er blevet syg, så der skal bruges en til at vikariere. Jeg ved iøvrigt ikke, hvad det bliver til med vikariatet i fysik. Det er stadig mest for sjov, om man kan sige det sådan - en af lærerne, lod det falde som en sidebemærkning. Har ikke hørt mere, men jeg regner med at hjælpe, hvis det bliver nødvendigt - kunne jo også godt bruge de over 10.000 det ville indbringe mig om måneden :o)

I aften skulle jeg jo måske have været i Tivoli med mine uni-veninder, men jeg er ikke helt sikker på, at det bliver til noget. Min ene veninde kunne alligevel ikke få sin søn passet (Hendes kæreste er vist med hjemmeværnet på weekend), og jeg har ikke talt med Mette om, om vi to tager afsted alene. Det kommer vist også lidt an på vejret. Lige nu skinnner solen men bestemt ikke fra en skyfri himmel. Der er nogle sorte skyer, der ligger og lurer, så man ved aldrig, hvad det bliver til. Johnny Deluxe i Tivoli i regnvejr for nogle måneder siden var bestemt en god oplevelse, men jeg er ikke helt sikker på, at vi forsøger at gentage successen.

Og nej, hvor blev det langt! Jeg satte mig til at skrive for at komme væk fra specialet et øjeblik, ikke fordi jeg følte mig inspireret...

Ingen kommentarer: