Change of space

Det er lidt sent med annonceringen, men jeg er igang med en løbende proces med at flytte denne blog til Wordpress, nærmere bestemt følgende adresse:

http://littleplasticcastle.wordpress.com/

Flytningen går lidt langsomt, så der er endnu kun standard-banneret og uopdaterede ekstra sider, men alle posts er blevet importeret og nye er da også kommet til.

Håber I kommer og besøger mig i mit nye hjem :o)

God fornøjelse!

The truth came divided in portions

Engang i fordums tider var en af mine favorit-beskæftigelser at finde ny musik. Ikke nødvendigvis ukendt musik, for mange af mine bedste fund blev gjort på bibliotekets støvede hylder, hvor valget af cd'er til hjemlån faldt ganske tilfældigt efter en sjov album-titel eller et flot cover. Senere kom der dette hersens nymodens noget kaldet internettet, og med det fulgte myspace.com , musik-blogs og kunstner-sider med gratis downloads. Jeg havde fundet en legeplads i himlen! Min samling af (ganske lovlige) mp3'ere er stor og fyldt med musik, som ingen i min omgangskreds nogensinde har hørt om. Dette beværliggør unægtelig også spørgsmålet, der altid stilles på et tidspunkt i løbet af et bekendtskab: Hvilken musik hører du? Svaret "Du kender det sikkert ikke" er en smule flabet, men en opresning af de cd'er fra min samling, som folk rent faktisk kender, giver bestemt ikke et retvisende billede, når der er tale om kunstnere som Kylie Minogue, Sugababes, Jewel, No Doubt, Garbage m.m.

Korrektion: Sådan plejede det at være. Nu forholder det sig imidlertid sådan, at jeg er gået hen og er blevet konform. Efterhånden strækker mine musik-eventyr sig til et besøg på iTunes liste over "Top Songs", som jo bekendt regeres af, hvad der spilles i radioen. Og hvis man leder efter den nyeste single med Britney Spears, har man fundet det helt rigtige sted. Min personlig musik-smag og min musik-samling er efterhånden blevet fortyndet med en stor portion letkøbte pop-hits, og snart vil jeg kunne citere download top 100, når folk spørger til min yndlingsmusik.

Og dog... Lidt fornyelse har der været; De Sorte Spejdere har i den forgangne måned beriget mig, ved at føre mig til den svenske gruppe Standfast... Sangen Carcrashes, som jeg faldt for, har jeg ikke været i stand til at opdrive, men så har jeg ladet mig nøje med deres album Beneath and Beyond, som ved første gennemlytning virker ganske lovende. En engle-blid ryst og en indie-pop-folk baggrund, der er som alt det andet og alligevel så forskellig med det middelalderlige islæt. Standfast førte mine tanker tilbage til et af de allerførste numre, jeg dowloadede fra internettet; nemlig Sambassadeurs Read between the lines... Og den er der i hvert fald ingen i min omgangskreds, der kender, så måske er der håb for mig endnu...

Alzheimers light

Skal man begynde at bekymre sig, hvis man ikke kan huske, hvad man lavede for tre måneder siden? For to måneder siden?

Min ambition om at nedfælde hændelser fra november og december røg ud sammen med min kalender for 2007, for jeg kan tilsyneladende ikke længere komme i tanke om, hvad jeg lavede for de få måneder siden.
Det vil sige, jeg kan da godt huske julefrokosten med arbejdet, for det var et brag af en fest! Enkelte dele af den, ville jeg dog ønske at jeg ikke kunne huske, men nok om det... I hvert fald var det underholdning på højt plan at være ude at danse med mine kollegaer, og det var bestemt også en festlig begivenhed at lege Tom C i baren med nogle af tøserne fra etagen.
Jeg kan også godt huske julefrokosten hos min veninde den følgende dag, hvor jeg bestemt ikke var på toppen.
Jeg havde også en hyggelig jul med mine forældre, og 2. juledag/min-kærestes-søsters-fødselsdag var som sædvanlig også et festligt indslag. Snart efter blev det nytårsaften, hvor jeg desværre var syg og dårlig, men trods det formåede at have både sjov og spas i store portioner.

Hmmm... Måske var min hukommelse alligevel ikke helt så ringe, som jeg troede...

Backtrack

Så er der nyheder fra november...

http://esiuol.blogspot.com/2007/11/take-that-and-party.html

Tales from the Crypt

Den observante samt den knapt så observante læser har formentlig bemærket, at den seneste posting her på bloggen er dateret tirsdag d. 23. oktober. Vi har nu rundet 2008 og tæller den 4. januar netop i dag, hvilket betyder, at det er skræmmende lang tid siden, at jeg sidst har taget mig tid til at grifle nogle få ord. I min tilværelse er det dog i reglen et godt tegn, for det er som oftest resultatet af, at jeg har haft langt mere fornøjelige ting at tage mig til - og det siger ikke så lidt, idet jeg har levet det meste af mit liv i en evig skrivekrampe, da jeg elsker at grifle blog, noveller, huskesedler, m.v.

Så nu gør jeg noget, der vist nok er strengt forbudt i blogging-verdenen: Jeg bag-daterer mine kommende postings... Det næste I kan læse om vil derfor være min tur i Forum til Take That koncert d. 11/11 - 2007...

Take That and Party

Jeg har aldrig hørt til typen, der betragter fortiden gennem et par lyserøde solbriller og dermed lever i den vildfarelse, at alt var bedre dengang... Dengang i folkeskolen, i gymnasiet, på universitetet eller i hvilken som helst anden periode af ens liv, man nu end måtte vælge. Tager jeg realismens briller på, må jeg erkende, at selvom alle perioder var gode, var folkeskolen også var en uendelig venten på næste frikvarter, gymnasiet var også danske stile om uforståelige digte af Søren Ulrik Thomsen og universitetet var også ind imellem forelæsninger så kedelige, at man end ikke gjorde sig den ulejlighed, at lade som om man var mentalt til stede. Dette ellers ubestridelige faktum blev dog sat på en alvorlig prøve, da jeg den 11. november var til Take That koncert i Forum - og åbenbart havde taget mine lyserøde solbriller på for en enkelt aften...

Take Thats storhedstid var i bogstaveligste forstand før min tid, så jeg har aldrig været fan. Faktisk begyndte jeg først at høre noget af gruppens musik ganske kort tid før deres opløsning - og dét endda kun fordi, en del af mine klassekammerater købte Greatest Hits albummet. Så jeg var bestemt ikke lige det mest oplagte emne til at betale en formue for en billet til Forum. Men jeg må jo med en vis skam tilstå, at comeback hittet "Patience" også hittede hjemme i min stue (til min kærestes store fortrydelse), så selvfølgelig ville jeg med, da en veninde ringede og spurgte, om vi ikke skulle tage afsted sammen.

Skal jeg give en kort anmeldelse af showet må den blive følgende: Helt igennem imponerende! Det mener jeg virkelig. Scene-showet var virkelig flot med stammedans, ild og dans oppe under taget på en gigantisk disco-kugle. Men stemningen var nok det allerbedste. Der sker noget helt særligt, når inkarnerede fans samles om deres idoler og salen simpelthen sydede af begejstring. Men hvad med musikken... Det er vel i virkeligheden dén, man kommer for at opleve til en koncert...

Musikken var nærmest en åbenbaring; Hvordan havde jeg kunne glemme Take That i så mange år? Hvorfor var jeg ikke allerede i besiddelse af samtlige albums? Hvorfor kendte jeg ikke hver eneste sangtekst forfra og bagfra? Det måtte laves om! Midt under fremførelsen af et af deres gamle hits besluttede jeg, at det første, jeg måtte gøre den følgende dag, var, at downloade alle deres albums fra iTunes Store. Det ville med sikkerhed blive yndlingsmusikken det næste lange stykke tid...

Men hvor tog jeg dog fejl... Jeg er ikke ganske klar over, hvad der medførte denne hjerneblødning, men jeg er taknemmelig for, at den var kortvarig. Efter få minutter i iTunes Store havde jeg gennemlyttet samtlige Take That sange og konstateret, at der i bedste fald var tale om middelmådig pop-musik. Jeg undrede mig et øjelik over, hvor de havde gjort af de geniale sange fra aftenen i forvejen, men måtte opgive søgningen, da de tilsyneladende var forsvundet... Men sig til, hvis I finder dem, ik'?

Kærlighed i 2050

Jeg er flittig bruger af det produkt, der i daglig tale går under navnet gratis aviser. Når man indtager sin plads i tog-kupeen, har man omtrent fire valg-muligheder: Man kan sove, tale i telefon, stirre tomt ud i luften eller læse. Af de fire har jeg udset mig den sidste mulighed, og jeg tygger mig dagligt gennem enhver avis, jeg kan komme i nærheden af. Det var under en sådan gennemlæsning, at jeg idag faldt over en artikel på side 2 i Nyhedsavisen med overskriften "Sex med robotter er en god idé" og med underskriften"Robotter bliver mere og mere menneskelige og livagtige. Derfor vil vi inden år 2050 også forelske os i robotter, have sex med dem og gifte os med dem"...

Så er det, jeg tænker: Godt så! Er der nogen her, der har set lidt for mange science fiction film for nylig? Det er jo ikke fordi, år 2050 ligger så frygtelig mange år ude i fremtiden, så er det ikke lige at tage munden lidt for fuld? Jeg har en vis forståelse for sex med robotter - set i lyset af, at der rent faktisk findes oppustelige lolita-dukker i handel og vandel, må en robot vel siges at være et betragtelig skridt frem af for menneskeheden. Men forelske sig i en robot? Og gifte sig med den? År 2050?

Jeg bliver nødt til åbent at erkende, at jeg hverken er fremtidsforsker eller profet, men jeg har meget svært ved at forestille mig, at man i år 2050 er i stand til at fremstille en robot, der til fuldkommenhed kan simulere et menneske. Det er meget muligt, at man i 2050 har skabt den ideelle sexbot - det er jeg faktisk næsten ikke i tvivl om, at man har - men så stopper legen vist også dér. Der er jo en grund til at Cherry 2000 endte som skrot ;)