Det pudsige ved tid er, at at den bare går og går uden at tage hensyn til, hvad der ellers sker i verden... Eller det vil sige, der er flere pudsige ting ved tid... Dens relativitet er da også underfundig; hvordan 5 minutter kan føles som sekunder eller som timer. Men hvor vil jeg hen med det? Jo, det er simpelthen forklaringen på de atter fraværende blog-postings - tiden har spillet mig et puds.
Jeg kom fra at skulle berette om den fantastiske ferie til Scala (Syd-Italien) med die ganze svigerfamilie. Jeg må indrømme, at jeg har siddet lidt fast i den beskrivelse i et stykke tid, for jeg tror, man skulle have været der.
Der var godt nok mange spøjse og sjove episoder... Som f.eks. da vi skulle ud at vandre ad en vej, som min kærestes mormor og morfar havde gået af en del år forinden. Det var en særdeles smuk vej i bjergene, der førte ind gennem en skov. Et sted hvor man kunne gå en tur og nyde livet! Det var meget godt den første halve time - også den næste halve, men vejen ville ingen ende tage... Inde i skoven stødte vi så på nogle venligtsindede italiere, der forklarede, at vi ville komme over næste pas, hvis vi fortsatte, så der var i hvert fald stadig mindst 10 km i den forkerte retning inden vi kunne komme tilbage til Scala, hvis vi tog den vej. I stedet skulle vi krydse gennem skoven over et udtørret vandløb. Dertil så godt...
Umiddelbart virkede vejen ned gennem skoven (husk, vi var på en bjergside...) enkelt nok. Den var da stejl, men hvis man zig-zaggede kunne manh undgå de alt for stejle steder... Troede vi... For næ-nej, så simpelt er det jo aldrig. Pludselig stod vi 7 mennesker (inkl. min kærestes 75-årige mormor) overfor en mild udgave af repelling - uden tov. Men det gik, og vi kom ned til det udtørrede vandløb. I har muligvis allerede gættet, hvad der så hændte. Utroligt at ingen af os mange mennesker havde på pågældende tidspunkt... Nede i dalen, for enden af den stejle skråning, vi lige var kravlet nedad, stod vi så - og så op på en ligeså stejl skrænt ovenfor os.
Ja, der var jo ingen vej udenom... Opstigningen begyndte. For at gøre billedet perfekt, havde vi i forvejen fået en advarsel om, at vilde hunde godt kunne strejfe om i skovene, så samtidig med at vi klatrede op af skrænter og skråninger, var vi bevæbnet med store sten og lange kæppe... Det var i sandhed et syn for guder! Efter vi havde klatret i et stykke tid (og husk stadig på den helt utrolige 75-årige mormor!), stod vi så overfor en vej... Og et meget højt og solidt hegn. Humøret dalede for hvordan skulle vi komme derud? Heldigvis fik vi øje på en havelåge, der førte ind til et privatområde.
Den mand, der tog imod os inde i sin have, må have fået sig sit livs overraskelse. 7 lettere forpustede mennesker bevæbnet med vandrestave (stenene havde i smidt). Men han var da sød at vise os ud på vejen :)
Ja, der var mange gode oplevelser. Scala - og hele området - er simpelthen noget af det smukkeste. I mange år drømte jeg om at komme til New Zealand - uden at vide, at jeg blot behøvede at tage til Italien (som jo er en væsentlig billigere rejse). Italien var mindst ligeså magisk!
Vi var kulturelle - besøgte Pompej og Paestum - og vi spiste super dejlig mad. Med skam i stemmen må jeg jo indrømme, at jeg godt kan være en smule kræsen, når det kommer til udenlandsk mad, men italienere kan altså et eller andet! Vi kunne jo næsten trille efter hvert måltid!!!
Jeg kom fra at skulle berette om den fantastiske ferie til Scala (Syd-Italien) med die ganze svigerfamilie. Jeg må indrømme, at jeg har siddet lidt fast i den beskrivelse i et stykke tid, for jeg tror, man skulle have været der.
Der var godt nok mange spøjse og sjove episoder... Som f.eks. da vi skulle ud at vandre ad en vej, som min kærestes mormor og morfar havde gået af en del år forinden. Det var en særdeles smuk vej i bjergene, der førte ind gennem en skov. Et sted hvor man kunne gå en tur og nyde livet! Det var meget godt den første halve time - også den næste halve, men vejen ville ingen ende tage... Inde i skoven stødte vi så på nogle venligtsindede italiere, der forklarede, at vi ville komme over næste pas, hvis vi fortsatte, så der var i hvert fald stadig mindst 10 km i den forkerte retning inden vi kunne komme tilbage til Scala, hvis vi tog den vej. I stedet skulle vi krydse gennem skoven over et udtørret vandløb. Dertil så godt...
Umiddelbart virkede vejen ned gennem skoven (husk, vi var på en bjergside...) enkelt nok. Den var da stejl, men hvis man zig-zaggede kunne manh undgå de alt for stejle steder... Troede vi... For næ-nej, så simpelt er det jo aldrig. Pludselig stod vi 7 mennesker (inkl. min kærestes 75-årige mormor) overfor en mild udgave af repelling - uden tov. Men det gik, og vi kom ned til det udtørrede vandløb. I har muligvis allerede gættet, hvad der så hændte. Utroligt at ingen af os mange mennesker havde på pågældende tidspunkt... Nede i dalen, for enden af den stejle skråning, vi lige var kravlet nedad, stod vi så - og så op på en ligeså stejl skrænt ovenfor os.
Ja, der var jo ingen vej udenom... Opstigningen begyndte. For at gøre billedet perfekt, havde vi i forvejen fået en advarsel om, at vilde hunde godt kunne strejfe om i skovene, så samtidig med at vi klatrede op af skrænter og skråninger, var vi bevæbnet med store sten og lange kæppe... Det var i sandhed et syn for guder! Efter vi havde klatret i et stykke tid (og husk stadig på den helt utrolige 75-årige mormor!), stod vi så overfor en vej... Og et meget højt og solidt hegn. Humøret dalede for hvordan skulle vi komme derud? Heldigvis fik vi øje på en havelåge, der førte ind til et privatområde.
Den mand, der tog imod os inde i sin have, må have fået sig sit livs overraskelse. 7 lettere forpustede mennesker bevæbnet med vandrestave (stenene havde i smidt). Men han var da sød at vise os ud på vejen :)
Ja, der var mange gode oplevelser. Scala - og hele området - er simpelthen noget af det smukkeste. I mange år drømte jeg om at komme til New Zealand - uden at vide, at jeg blot behøvede at tage til Italien (som jo er en væsentlig billigere rejse). Italien var mindst ligeså magisk!
Vi var kulturelle - besøgte Pompej og Paestum - og vi spiste super dejlig mad. Med skam i stemmen må jeg jo indrømme, at jeg godt kan være en smule kræsen, når det kommer til udenlandsk mad, men italienere kan altså et eller andet! Vi kunne jo næsten trille efter hvert måltid!!!
(flere billeder kan ses på Flickr (for billeder med personer på skal man dog være registret som min ven på flickr))
Ingen kommentarer:
Send en kommentar