tirsdag, januar 23, 2007

Just a hang up call

Tid til en pause i speciale-redigeringen. På grund af fil-størrelserne og min computers kapacitet, blev jeg for nogle uger tilbage nødt til at dele mit speciale op i bidder af 10-20 sider. Lige nu er jeg ved at lægge de sidste penselstrøg på næstsidste bid, hvilket betyder, at der nu kun er en enkelt bid tilbage. Den del kræver til gengæld også en betydelig overhaling, men det er ikke sikkert, det er muligt, da jeg ikke har kunne finde mere litteratur om emnet til at kunne pudse op på afsnittet med.
Det er en velsignet følelse at kunne se enden på det. Godt nok er der stadig hovedfaget, men hvad betyder 800 sider i den store sammenhæng? Jeg har ofte skulle læse 800 sider eller mere til en eksamen, hvor jeg har haft under 2 uger, så artiklerne har ikke kunne dæmpe humøret. Nu skal der snart søges job!
Men så optræder noget, der kan dæmpe humøret: De nyheder der løbende er dukket frem på skærmen i løbet af måneden... Først Novo Nordisk og nu Pfizer... Jeg var i forvejen indstillet på at skulle forcere en stor forhindring, men den lader til at kunne blive større, end jeg havde forestillet mig. Hvis nogle af de store selskaber er gået igang med fyringsrunder, er det vel at forvente, at nogle af de andre følger efter. Det har selvfølgelig altsammen noget at gøre med patenter, og hvem der har nogle markedsgunstige, og hvem der ikke har - og selvfølgelig hvilket beløb, der optræder på bundlinjen. Så det betyder også, at jeg trods alt har lov at være så heldig, at der er arbejdspladser ledige hos andre medicinalvirksomheder. Nu har Lady Luck godt nok aldrig været en af mine nære veninder, men det kunne jo være at hun havde lyst til at gøre mig en tjeneste - bare en enkelt gang ;o)

Ingen kommentarer: