onsdag, august 02, 2006

Golorken

Har du monstro undret dig over min alt for tidlige bortgang? Fældet en tåre i det skjulte? Helt sikkert troet, at nu var det slut - men at du bare havde misset nekrologen? Så har jeg en glædelig overraskelse til dig: Jeg er her endnu! Denne posting er i bogstaveligste forstand det omvendte af en nekrolog!

Næsten en måned er der gået siden min sidste posting. En posting, der omhandlede det faktum, at jeg er begyndt at løbe... Det gør jeg så ikke mere - eller det vil sige, jeg har ikke gjort det i et stykke tid, for jeg har været på ferie og også deltaget i diverse sociale arrangementer. Desuden havde jeg i en periode en rygskade, fordi jeg valgte at fremvise min macho-side ved i bedste bryderstil at løfte min dobbeltseng... Godt nok i samarbejde med min kæreste, men lad det være med som en fodnote, for det lyder betragtelig bedre, hvis jeg siger at jeg egenhændigt løftede min seng... Men planen er da helt bestemt igen at begynde at løbe. Jeg har sågar investeret i et par vaskeægte New Balance løbesko til formålet. Godt nok befinder de sig stadig hvide og ubrugte i min entre, men lad os nu se, lad os nu se...

Så har jeg været i Knuthenborg Safaripark med mine forældre og min kæreste. Her oplevede vi den gnavne nandu, der som noget helt særligt blev fremhævet i brochuren - synd for den, at den var et bistert bæst. Formentlig så vi også løvetamarinen (aka. løvesamarinen og løvetamburinen) og mangustlemuren, men lad omtalen af dem blive ved det...

Ellers får jeg tiden til at gå med at skrive speciale - okay, okay, indrømmet: Faktisk begyndte jeg først igår... Og har ikke lavet noget idag (hvilket jeg dog er undskyldt for, idet jeg har været en flittig l(ou)ise på arbejdet). Men jeg skal nok være en sød pige og få skrevet lidt de næste mange dage. Min økonomi er en tikkende bombe, der nok skal sørge for at varme godt op under mine fødder, hvis jeg ikke når at blive færdig til november - hmmm... er det nogen, der har sat årstal på...?

1 kommentar:

gufzilla sagde ...

Kan jo næsten ikke dy mig for at kommentere dit valg af løbesko, der jo tilfældigvis er samme mærke som mine, alt for sjældent brugte... Må jeg foreslå at vi afholder en temaaften, hvor vi udveksler dårlige undskyldninger for ikke at motionere og reflekterer over overspringshandlinger ifm. med specialeskrivning..? :)