onsdag, maj 31, 2006

Sommerplaner...?

På mit skrivebord i de sidste dage har ligget et brev, jeg har været igang med at skrive. Det har taget sin tid, for det skulle rumme begivenheder helt tilbage til jul, så de sædvanlige 3-4 sider, kunne ikke nøjes med denne gang - og slet ikke til Lena, som er berettiget til en detaljeret fortælling. Og det tager mig evigheder at skrive noget i hånden - muligvis fordi jeg aldrig har kunne lære, at holde rigtigt på blyanten!
Lige som jeg er færdig med brevet dumper der ét ind i postkassen fra brevets modtager, Lena, som jeg var til bryllup hos i Tyskland sidste år. Sørme om hun ikke er gravid igen! (Hun og Martin har i forvejen Janis som er knap 2 år). Hun inviterer mig også ned at besøge dem til sommer - noget jeg super, super gerne vil. Det var så hyggeligt, da jeg var der i september, og vi havde det rigtig skægt, Lena og jeg. Men vi har også skrevet regelmæssigt sammen siden 2001, så vi kender hinanden ret godt efterhånden - faktisk er vi efterhånden også mere veninder end vi er penne-veninder. Så jeg vil rigtig gerne ned at se hende igen. Nu må vi se, om jeg kan finde tiden, og om jeg kan lokke min kæreste med. Der er jo en vis risiko for, at der går tøsefnidder i det ;o)

Ingen kommentarer: