Melodi Grand Prix

I aften er der jo semi finale i Melodi Grand Prix'et, som jeg selvfølgelig skal se. Nu har jeg godt nok ikke fulgt med i optaktsudsendelserne (et valg jeg så sandelig fortryder, efter jeg fandt ud af, at det er Mads Vangsø, der kommenterer for Danmark i år og ikke Keld Heick), men de sange jeg har hørt, har ikke været alt for lovende. Selvfølgelig bliver man også nødt til at holde in mente, at det jo trods alt er Melodi Grand Prix'et, hvilket jo ikke sætter en så vanvittig høj standard... Men alligevel...

Jeg er vokset op med Melodi Grand Prix. Da jeg var lille var det årets højdepunkt! Jeg har altid elsket musik, men mine forældre har aldrig rigtig dyrket dét at sætte musik på, så hjemmet genlød ikke af mange toner bortset fra de gange min morfar gav "koncert" på orglet i stuen - og mine Barbie-dukker tog sig en svingom på dansegulvet. Men der var jo Grand Prix'et, som blev optaget og afspillet igen og igen og igen og igen og igen og igen... Indtil båndet var slidt op og lille mig kunne alle sangene udenad - ligegyldig om de var på dansk, engelsk, portugisisk eller jugoslavisk. Og en af mine favorit Grand Prix sange som ganske lille var nemlig på jugoslavisk... Jeg kan ikke huske, hvad år det var, men det var en sangerinde med meget kort, sort strit-hår og et struttende skørt i klare farver - med gul som den mest dominerende. Kan sandelig huske det endnu, for jeg må have spillet den sang mindst fem gange dagligt lige indtil næste års Grand Prix løb af stablen! Det må have været et morsomt syn; mig i klæd-ud tøj, der danser det bedste, jeg har lært og synger på jugoslavisk! Det bedste er stadig, når de sender klip fra de gamle shows fra 80'erne. Utrolig nok kan jeg stadig huske de fleste af melodierne, når jeg ser dem igen. Det har gjort et meget stort indtryk! Så Melodi Grand Prix' er noget, der altid vil have en særlig plads i mit hjerte - ligegyldig, hvor kikset det end må være!