With his hat cocked sure defiantly

Lige nu leger jeg en form for stille-leg. Sidder og nusser lidt med en af mine nye bedste venner: Min kærestes computer. mp3-afspilleren er plug'et ind og min musik streamer ud i mine højttalere. Og det fik mig til at tænke på emnet til denne posting (som sjovt nok også handler om musik... Stort emne for mig idag åbenbart...).

Tori Amos' Sweet the Sting (streamer, hvis man besøger siden, skulle nogle være nysgerrige...). Jeg har et meget blandet forhold til den sang. Det var kærlighed ved første gennemlytning. Den fløjlsbløde lyd og den slæbende rytme (- og teksten som jeg ikke er helt sikker på, hvad beskriver, men som jeg fortolker på min egen måde)... Den blev sat på repeat med det samme. Nu er problemet bare det, at jeg har hørt den så ubeskrivelig mange gange... For mange gange! Det sker altid for mig. Jeg kan høre den samme sang om og om og om igen, indtil bare de indledende toner bliver en pestilens for mine øregange. Jeg tror lidt, at Sweet the Sting er ved at være nået det punkt. Hoften svejer unægtelig stadig fra side til side, og foden vipper lystigt op og ned - men det varer nok ikke længe endnu...