Men ja, dagen idag har været hektisk aktivitet... Rengøring fra morgenstunden og lidt tøjpakning - det store dilemma er jo, at jeg gerne vil have så lidt med som muligt, men har det indbygget i mine gener gerne at ville være katastrofeberedt!
Klokken 13:00 havde jeg så et møde om mit kommende job... Jeg skal simpelthen undervise en 9. klasse i biologi - eller dvs. give dem nogle supplerende timer i bioteknologi og genetik. Lige nu har jeg meget svært ved at fatte, at jeg rent faktisk har sagt ja, da jeg blev spurgt. Det lå så langt ude i fremtiden, og egentlig havde jeg regnet med, at det ville falde igennem, som da jeg skulle overtage en klasse som vikar i natur og teknik sidste skoleår. Håbet var nok i virkeligheden snarere ordet... Men nu er det fakta... Har været til mødet idag og fundet ud af, hvad læreren gennemgår, og hvad jeg skal tage mig af. Nervepirrende!!!!
Bortset fra det, var det et exceptionelt mystisk møde, eller dvs. det var det egentlig ikke, for det var ikke mødet, der som sådan var underligt. Min mor arbejder på kontoret på skolen, hvor jeg også gør rent, så jeg er vant til at have min gang dér, og de fleste kender mig. Denne pågældende lærer er dog ikke en af dem - har kun sagt hej til ham på gangen nogle enkelte gange. Men i hvert fald, ved de allesammen, at jeg rejser til New Orleans her i overmorgen... På et tidspunkt spørger han mig så, om jeg rejser derover for noget bestemt. Jeg lirer mit standard svar af med, at min kæreste læser jura et semester derovre, og at jeg skal over at besøge ham. Normalt får jeg en reaktion i stil med: "Det lyder vanvittig spændende - glæder du dig ikke bare rigtig meget?" Og jeg kan smile og nikke, jo, jeg glæder mig også meget! De mere avancerede har endda kommenteret, hvordan og hvorledes min kærestes studie forløber når nu amerikansk og dansk lov er to forskellige ting. Men aldrig før har jeg fået denne reaktion: Først indledende...: "Der skulle være rigtig dejligt... Hvor længe har han været væk... Nå, men det er jo lang tid... Så kan det jo være, at du finder en anden... Og det kan jo også være, at han finder én derovre..." Var jeg målløs eller hvad!?!?! Jeg tror, jeg fuldstændig tabte underkæben. Af bare forbløffelse fik jeg vist mumlet et eller andet uforståeligt, hvorefter manden kommenterer: "Men det tager du meget roligt". Øhhh... Ja... Nej... Det ved jeg sgu da ikke!?!?!?! Hvad er det i det hele taget for en kommetar og for et spørgsmål!?!?! Ligner jeg umiddelbart én, hvis forhold har samme dybde som en flad tallerken og som skifter kæreste ud som vinden blæser!?! Ellers kan det godt være, at jeg skal tage mit look op til overvejelse! Jeg var rystet i min grundvold, er rystet i min grundvold!
Men nu er det tid for Desperate Housewifes, så vi tales ved people!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar