Om at være i trodsalderen

Jeg indrømmer det! På nogle punkter er jeg stadig på det samme mentale udviklingstrin, som da jeg var 5. Hvis der er nogen, der gentagne gange gør noget, der irriterer mig - og det behøver kun at irritere mig en ganske lille smule, er min første og eneste reaktion konsekvent: Hrmph *næsen i sky* så kan det da også bare være lige meget!!! Jeg puster mit ego godt op, og føler mig frygtelig selvretfærdig i et stykke tid. Det er lidt, som når de små drenge i skolen havde det sædvanlige opgør med "min far er stærkere end din far!", min variant er: Hvis du gør sådan mod mig, gør jeg da bare sådan mod dig! Problemet er bare, at folk sædvanligvis ikke når at ænse, at de er lagt på is og ignoreret, da jeg sjældent er i stand til at være virkelig mopset ret længe af gangen - 15 minutter er vist rekorden. Inderst inde ved jeg jo også godt, at min reaktion er barnlig - og som oftest ganske ubegrundet, så nogle gange underlader jeg at tage konfrontationerne, selvom irritationen bobler under overfladen. Og hvad har bragt denne posting undervejs, spørger I måske... Lad os bare sige, at der har været adskillige ting idag, der bare kunne være ligemeget ;o)