Det har jeg så hermed gjort! For nu er min eksamen overstået, og jeg sidder med et meget fint (og hvad vigtigere er, underskrevet) kursusbevis i hænderne. Var oppe i hhv. etik og håndtering af rotter som teoretisk og praktisk emne. Burde være let nok, hvis man ikke ryster så meget på hænderne, at det rent faktisk er svært at ramme tøj-rotten fra IKEA med kanylen!!! Men okay, jeg fik da vist, hvordan man tapper blod fra vena jugularis, trods mine vanskeligheder.
Uh, det er en skøn følelse at kunne lægge presset bag mig! Jeg lider altid af, hvad der nærmest kan betragtes som panikanfald, aftenen inden. Jeg har absolut ingen evner, husker endnu mindre og magter i det hele taget bare ikke situationen. Men én ting har da ændret sig, for da jeg skulle sove igår aftes skyldtes min søvnløshed ikke nervøsitet over morgendagen, men snarere at mine tanker kredsede om, min tur til New Orleans... Hvad jeg skulle pakke... Turen derover... Dagligdagen derovre... At skulle være sammen med kæresten i over 14 dage i træk... Okay, det virker temmelig forskruet at gennemtænke hele forløbet eftersom der, hvis alt går vel, stadig er to måneder til... Dog holder jeg på, at ikke alting behøver en logisk og rationel forklaring. Nogle gange har man bare lov til at være lidt mærkelig. Og det var bestemt hyggelige tanker, der kunne berolige mit oprørte sind en smule.
Nu er der kun tilbage at vente. Om en lille 2½ times tid vil min veninde også have overstået sin eksamen, og vi vil i samlet flok begive os mod Vesterbrogade, hvor vi skal mødes med en fælles veninde. Vi skal som tidligere nævnt ind og se Stolthed og Fordom. Det skal nok blive hyggeligt. Min ene veninde har jeg ikke set, siden vi spiste frokost sammen på AKI i oktober/november måned. Det er ved at være længe siden!!!
mandag, januar 30, 2006
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar