Nu er tirsdagen ved at være ved ovre... Onsdagen, der venter forude, kommer for mit vedkommende til at byde på lidt databehandling og lidt gave-shopping...
De sidste tre dage har været rendyrket afslapning! Efter lidt random browsing i butikkerne i Lyngby Storcenter med mine forældre i søndags, tog jeg ud til kæresten. Søndag er jo dagen, hvor der vises amerikansk fodbold på TV2 Zulu, så det var jo selvskrevet, at vi skulle se fjernsyn :o) Tilsyneladende skulle jeg, da vi mødtes første gang, have givet det indtryk at jeg skulle være en rigtig amerikansk-fodbold-pige... En påstand vis sandfærdighed jeg dog kraftigt betvivler! Hvilket jeg også beviste, ved at være meget lidt interesseret.
Om aftenen, mandag, var planen at tage til Monday Night Big Band... Dét og en omgang se giraffen... Og nu til den lille anmeldelse... Jo, Big Band... Et lidt nyt koncept for mig, om man kan sige det sådan. Jazz, et endnu mere fjernt koncept, for i mange år af mit liv var jeg af den overbevisning, at jeg ikke kunne lide den genre og har behændigt undgået den... Så ja, var det ikke for mine to (1,2*) Big Bad Voodoo Daddy cd'er og Robbie Williams' Swing when you're Winning, der alle tre er kommet for at blive i min cd-samling, ville jeg nok have følt mig fuldstændig uden holdepunkt. Faktisk kan det meget fint sammenholdes med min opfattelse af ishockey... Til at begynde med tænkte jeg: Tjaaa... Det er da okay, hmmm, tja.... Som tiden gik, blev tja, okay til et okay, ja - forskellen er måske til at overse på skrift, men sig det første i et dalende tonefald og det næste i et opløftende... Heldigvis - om man kan sige det sådan - kom spørgemålet "Hvad synes du?" først på dette tidspunkt, så sandfærdigt kunne jeg medgive, at jo, det var faktisk godt! For det var det! Jeg vil ikke påstå, at det ikke kræver yderligere tilvænning, for jeg føler mig stadig en anelse fremmedgjort overfor lange, indviklede soloer på blæseinstrumenter for nu at nævne én ting, men jeg har stor tiltro til, at det nok skal komme.
En anden ting, der bliver ved med at forundre mig er klappekulturen... Hvorfor i alverden klapper man efter hver solo? Ja, okay, jeg kan godt se, at det var fint, fint, flot, flot... men... resten af bandet... som ikke har soloer... dem er vi bare ligeglade med eller hvad...? Personligt vil jeg mene, at soloerne lyder væsentlig bedre i selskab med resten af musikken, men det er selvfølgelig også bare min mening! Men det er da også lidt trist, at man slet ikke får hørt det næste stykke af nummeret fordi folk klapper...
Den sidste ting, der i den sammenhæng har fortjent en kommentar med på vejen, er folks helt særlige trang til at gentage dét, der lige er blevet sagt... F.eks. gentog den gruppe mennesker, der sad bag os, konsekvent titlen på sangen efter den var blevet annonceret - og gerne gentage den to, tre, fire gange... Det affødte da også en lille morsom ordveksling ved bordet foran os... Sangen "Merry Christmas Baby"... En af damerne ved bordet gentog "Merry Christmas Baby" og tilføjede så med et glimt i øjet til sin mand, der sad ved siden af: "Ja, så fik jeg da sagt det i år!".
Hjemturen fra Valby først på eftermiddagen tirsdag var dog mindre skøn... Personpåkørsel, så det ene af mine to valgmuligheder udi transport til hjemstavnen, var aflyst. Egentlig er det vel tragisk, at det genere mig mere, at jeg bliver 15-20 minutter forsinket, end at der er én, der er hoppet ud foran et tog... Nå, men en tanke må jeg forfølge en anden dag, for nu vil jeg smutte i seng, mine små venner.
* Som jo meget apropos samtalen om musikken fra Junglebogen :o) indeholder nummeret "I wanna be like you"... Hvilket jeg først tænkte over, da jeg satte cd'en på for lidt siden :o)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar