Ærlighed

Jeg absolut HADER det, når jeg bare ikke kan skrive om det, jeg egentlig gerne vil. Har lige (igen) måtte være en bitch - det er lige før jeg efterhånden har et standard-svar parat. Heldigvis for mig, bliver det aldrig taget ilde op, når jeg bare er hudløst ærlig. Responset er altid noget i retning af: "Det er helt i orden, jeg er glad for du siger det ærligt". Måske er det i virkeligheden en indirekte opfordring til mig til oftere at give udtryk for min mening...

Det er ikke sikkert, bloggen bærer synderlig præg af det, men IRL er jeg en ganske sky og genert person. Jeg trives bedst ved at sidde stille og usynligt i et hjørne og følge med i andres samtaler, indtil jeg føler mig tryg nok til at komme ud af busken og lege med. Har man dog først hevet mig ud, er jeg et af den slags mennesker, der taler før de tænker og siger altid præcis det, der farer igennem hovedet. Noget en af mine veninder mere end én gang har moret sig over, da hun af samme grund beskylder mig for at være på samme udviklingstrin som hendes 6-årige nevø (men hey, er der nogen af jer andre, der ved hvorfor en spætte hedder en spætte, når nu den ikke er spættet...? Eller hvad det hvide inden under skrællen på en appelsin egentlig hedder...? Jeg vil oprigtig gerne vide det!). Men i al fald får alle sandfærdige svar, hvis de udbeder sig min mening, og man kan være sikker på, at jeg ikke fylder dem med ubegrundet smiger. Således står også i min blå bog, at jeg har fortalt en pige i min klasse, at hvis hun nogensinde skulle gøre sig nogle tanker om at blive model, burde hun nok tabe nogle kilo. Den virklige historie er lidt mindre brutal, men den er rigtig nok. Og så tidligt som i fredags foreslog jeg en veninde, at begynde at overveje sine handlinger og det faktum, at de har konsekvenser. Og mærkelig nok er alle disse udtalelser blevet vel modtaget. Måske er jeg i virkeligheden en bitch i forklædning... Dunno.