torsdag, november 03, 2005

I start the day in the usual way

95 dage til jeg skal flytte, og endnu mindre tid til jeg skal begynde at pakke den materielle del af mit liv ned i kasser. Alle bøgerne, musikken og filmene, tøjet, køkkengrejet og alle de små ting i skuffer og skabe, som jeg ikke engang er klar over findes mere. Det er pludselig kommet tæt på. Jeg har alle disse billeder i mit hoved af, hvordan mit liv kommer til at blive - små sløjfefilm der sættes i gang af tilfældige indtryk. Jeg fokuserer selvfølgelig på de gode dage. Dagene hvor det er fedt at bo alene. Tænker på alle de ting, jeg kan gøre, som jeg ikke føler, jeg kan nu. Reduceret til mit eget jeg i 10 års alderen af ren og skær barnlig glæde, har jeg traditionen tro allerede en liste over alle de ting, jeg vil gøre. Jeg er liste-freak, og der findes ikke den liste, jeg i tidens løb ikke har nedfældet. Nogle ting på min mentale når-jeg-flytter-action-listen er store, andre små - men sjovt skal det nok blive! Der vil selvfølgelig også være mindre gode dage. Når vejret er trist, arbejdsdagen lang og det eneste, der venter derhjemme er madlavning og opvask, er det sikkert mindre fornøjeligt. Men sådan er det jo med alting; der er bakker og dale.
I fredags, da jeg var i byen med nogle af vennerne, faldt samtaleemnet selvfølgelig på min flytning. Min venindes kæreste udtalte, at han glæder sig til at se mig, når jeg ikke længere er bundet af forpligtelserne overfor hjemmet. Af en eller anden årsag mente han, at jeg bliver "farlig". Hvordan det skal forstås, tror jeg nu nok, jeg ved, men jeg vælger at ignorere for the time being. Jeg er af den faste overbevisning om, at jeg ikke foretager en kovending og ændrer personlighed, for mange af de ting jeg vælger ikke at gøre, når vi er i byen har intet med mine forældre at gøre, men meget med min personlighed. Selvfølgelig er der også ting på den konto, der bliver anderledes... Jeg ville lyve, hvis jeg påstod andet... Men lad det nu ligge :o)

Ingen kommentarer: