Jeg var jo til kulturnat i går. Min nye tradition tro var jeg ikke bevæbnet med et stykke papir men med en blyant med det resultat, at jeg sidder med et program fra Statens Museum for Kunst fuldstændig overskriblet med noter om dette og hint!
Vi startede aftenen lidt over 18. på Statens Museum for Kunst. Vi startede med at gå amok i boghandlen... Jeg fandt de første 10 bøger, jeg gerne ville have - dog var jeg mest forelsket i en bog om den hollandske maler Vermeers malerier. Jeg købte også to postkort med motiver af maleren John William Waterhouse, malerierne The Soul of the Rose og Ophelia - de skal rammes ind og hænges op i entreen i min nye lejlighed, når den tid kommer. Da vi var færdige var klokken næsten halv syv og The Dance Flow Academy dansede lidt Hip Hop Dans. Dernæst begav vi os op på næste etage, hvor vi gennemgik samlingen. Det blev en forholdsvis hurtig gennemgang - ikke helt den fordybelse jeg synes, det kræver, men vi fandt ud af, hvad der skal skænkes mere tid ved næste besøg. Jeg vil ikke benævne mig selv som specielt kunstinteresseret - men der er altså noget helt særligt ved at se på malerier! Så mange historier skabt af strøg og skygger... Fik helt lyst til at tage derind en dag med en blyant og en meget, meget tyk notesbog og bare skrive løs. Vi besøgte også den eksperimenterende Matisse udstilling - faktisk et ret fedt koncept at placere et maleri oven på et abstrakt maleri... Tror muligvis også den idé skal overføres til min lejlighed eventually...
Turen gik så videre til Nyboder Mindestuer. Se hvordan de levede dengang. Det var en meget fascinerende oplevelse. Der var en ældre herre, der havde boet der i sin barndom, der fortalte om, hvordan de havde boet 15 mennesker på 22 m2. Det svarede ca. til, hvor mange mennesker der pt. var i lokalet på daværende tidspunkt - og tro mig, det var trængsel og alarm! Tænk at bo sådan til hverdag! Af en eller anden grund finder jeg sådan noget virkelig interessant, hvordan folk levede.
Det næste punkt på dagsordenen, Det Medicinske Museion, sprang vi kort henover, og jeg slæbte i stedet mine forældre med hen i Marmorkirken, som vi kom forbi. Det slog mig, hvor tåbeligt det var hvordan Mette og jeg styrtede fra kirke til kirke i Budapest - vildt interesserede - imens jeg egentlig aldrig har skænket vores egne kirker en tanke. Marmorkirken er en utrolig smuk kirke efter min mening. Enkel men smukt udsmykket. Helt sikkert min favorit-kirke indtil videre!
Herfra gik turen til Odd Fellow Palæet... Den gamle trappe og den højtidelige stemning med de højelofter, tunge velourgardiner og udskårne møbler gav mig helt lyst til at iføre mig gallatøjet (jeg fik jo en ny gallakjole i torsdags :o) og svæve hen over gulvene. Jeg blev ret fascineret af hele loge-halløjet. Min onkel er i en anden loge, og jeg har mere end en gang skjult et smil over hele hans udklædning med høj hat og sabel, men på en eller anden måde er det da lidt fedt... Lidt okkult måske og lidt "hemmeligt selskab"-agtigt, men ikke desto mindre fascinerende. Odd Fellow Palæet er særdeles stort og snørklet! Vi gik op og ned af trapper, ned ad gange og gennem sale. Som en anden kulturnat-deltager meget rammende kommenterede: "De folk, der kom forrige år - er sikkert ikke kommet ud endnu!" Men ud kom vi da.
Så var det Nationalmuseet, udstillingen Spærretid. Det var ret interessant. Jeg har selvfølgelig haft om det i skolen - flere gange, men jeg tror egentlig aldrig, jeg har hørt efter. Siden da er jeg dog blevet ret interesseret. Min fars side af familien har været meget involveret i krigen. Politibetjentene blev normalt kaldt til stationen, når alarmen lød. Men en dag blev tyskerne træt af de danske betjente og udsendte en falsk alarm. De danske betjente kom til stationen, blev afvæbnet og tilfangetaget. Min farfar var betjent, men havde netop haft en dobbeltvagt den dag. Så han lå hjemme i sin seng og sov. En anden betjent var også udeblevet, men vidste hvad der foregik, så min farfar ungik tilfangetagelse. Derimod fik de fat i min farmor, der blev sendt til Frøslevlejren, hvor hun senere blev befriet fra af Røde Kors. Udover hele den historie kæmpede min farfars søsters mand for tyskerne. Hvis ikke fordi han var pro-Tyskland men fordi han var pro-Finland, der var truet andetstedsfra, hvis jeg har forstået det rigtigt. Så det var noget rigtig skuddermudder, når min farfar samtidig var frihedskæmper... Jeg har prøvet at spørge ind til det hele, men som min far siger: "Så var det ligesom ikke rigtig noget, man talte om i familien!"
Men i hvert fald var den udstilling rigtig interessant. Fik læst alle plancherne i et desperat forsøg på at blive klogere. Desværre har jeg ikke en egnet hukommelse til historiske fakta, for jeg kan ved den søde grød ikke huske meget af det bagefter, ligegyldigt hvor meget jeg forsøger!
Vi - okay jeg, for det var mig, der var længst tid om det! - brugte rigtig lang tid på udstillingen, så vi nåede slet ikke hen og høre Sebastian Dorset, noget jeg ellers gerne ville have været. Men sådan er det. Man kan jo ikke nå det hele!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar