Kære B.

Der skete noget forundeligt i går aftes. Jeg var ikke rigtig træt, da jeg gik i seng, så jeg fik lyst til at læse nogle kapitler i sengen. Ultimate Hitchhiker var jeg ikke rigtig i humør til, så jeg fandt en bog frem fra hylden, som jeg købte på bogudsalg i Helligåndskirken for nogen tid siden. Jeg bladede bogen lidt igennem for at få fornemmelse af, om det netop var den, jeg ville læse og ud mellem siderne faldt et sammenfoldet stykke papir. Det var et helt lille eventyr. Papiret lå der på gulvet ganske hvidt og fint. Selvfølgelig samlede jeg det op og foldede det ud. Det var et brev fra J. og I. til B. og lød som følger:



Kære B!

Vi har lige talt med dig i telefonen og hørt, at du er langt nede, så du ikke synes, at du kan tage imod besøg. Det forstår i godt, kan du tro, men:

Som du ved, er depressioner netop karakteriseret ved, at man er presset ned i et sort hul, som man ikke selv kan kravle op ad, og hvorfra er man altså heller ikke kan se op ad eller ud ad.

Det eneste middel (bortset fra medicin, som ingen af ps tror på), der midlertidigt kan få den deprimerende lidt "op af hullet", det er faktisk, at der kommer nogle gode impulser udefra f.ex. i form af en fornuftig snak med nogle fornuftige mennesker - - altså sådan nogle som J. og mig!!!

Derfor tror vi ikke, at det er så klogt af dig, at du aflyser er besøg, når du er langt nede - . Vi kan selvfølgelig ikke hjælpe dig ud af en depression "for good", men lidt på af hullet med mulighed for at få lidt nye impulser og tanker, skulle vores besøg nok kunne "hive" dig.

Så lad nu være med at aflyse af hensyn til os. Hvis du ikke kan holde ud at se os, når vi kommer, så går vi da bare en tur og kommer så tilbage og hælder lidt kaffe med blødt brød - eller lidt rødvin i dig. - Medsendte bog kender vi ikke - men den er da ihvert fald på engelsk.

Desværre er denne uge (7) pladret til med møder og børnepasning, men vi ringer.

Kærligst,
J. og I.



Jeg er ikke helt sikker på det etiske og moralske i at gengive brevet her, men jeg synes, jeg havde lyst til at dele det, for det satte nogle tanker igang i mig. Hvem er B.? Og hvem er J. og I.? Hvorfra kender de B.? Mest af alt blev jeg rørt over brevets indhold. Det er bare sådan et dejligt brev. Hvor må B. have været blevet glad, da hun fik det - det ville jeg have været blevet. Jeg tror, mine venner ville gøre det samme for mig - nej, faktisk er jeg sikker på det. Og det er bare en rar følelse, at vide at de vil være der for mig, hvis der skulle ske mig noget. Jeg har tænkt mig at gemme brevet. Måske endda dekorere en skotøjsæske og bruge den som "skattekiste" - for brevet er ikke den første ting, jeg har fundet i gamle bøger. Jeg har fundet postkort, kvitteringer, huskesedler... Altsammen små ubetydelige ting, der hver fortæller en lille historie. Min egen slags - bortset fra, at det ikke er hemmeligheder -PostSecret, men små brudstykker af andres liv. Det fik mig til at overveje nogle andre ting... Hvad med rent faktisk at sende et kort ind til PostSecret...? Kom frem til, at jeg kunne sende 4 postkort - har endda skrevet teksterne ned. Måske gør jeg det en dag... Måske er det en dag mit postkort I ser på bloggen...
Bortset fra det, har der været nogle enkelte kort postet på siden, som kunne have været mine. 3 for at være præcis. Yderligere to der, med nogle få ændringer, også kunne have været skrevet af mig. Ingen af dem er der mere, så der er ingen grund til at gå ind og gætte :o)
I stedet for at sende dem ind til PostSecret kunne jeg jo også bare skrive en af hemmelighederne på en seddel og lægge den ind i en af de bøger, der venter på at blive afleveret i et antikvariat. Overraskelser gør tit de største indtryk :o) Jeg blev ihvert fald overrasket og glad over mit brev til B...