På en måde håber jeg ikke, at min veninde ringer i dag. Jeg ved, hvad hun ville sige. Vi har haft samtalen før... Hun ville spørge, hvordan det går. Jeg ville fortælle hende det, og hun ville som så ofte før fortælle mig, hvor hun ville ønske, at hun kunne hvile i sig selv, som jeg gør, og hvor stolt hun er af mig og mine valg. Og hun ville oprigtig mene det. Og hele tiden ville jeg sidde med telefonen mod øret og føle mig som den største hykler. Normalt kan jeg med ro i sindet tage imod komplimenterne, for der plejer at være bare et gran af sandhed i dem, men ikke i dag. I dag er jeg sunket ned på et lavere stadie og fortjener bestemt ingen rosende ord. Har endda håbet at høre fra M&M bare for at nyde nogle minutter i solen. Det er ganske menneskeligt, men samtidig er det at ramme hidtil ukendte dybder og trampe rundt i sølet uden gummistøvler på. Det er groft og direkte ondskabsfuldt bare så meget som at overveje at udnytte folk på den måde - selv hvis de selv skulle ønske det. Tror det er meget godt, jeg skal aktiveres igen fra i morgen :o) Igen at have min daglige gang på AKI og have et fast skema og en rutine.
Bortset fra det lille indfald af uvelkomne tanker har det været en dejlig dag. Brugte aftenen i går på at chatte med min arabiske veninde, Athar, på Messenger i næsten to timer! Til oktober skal hun flytte til Sudan og skal til at læse til læge. Hun glæder sig men er også meget nervøs, hvilket jeg bestemt har forståelse for! Vi sendte billeder frem og tilbage og havde en lille display-billede leg i gang, hvilket var ret underholdende. Og det blev lidt sent... Og så skulle jeg jo også liiiige, som sædvanlig. Med det resultat, at jeg først vågnede kl. 11. her til formiddag - satte med vilje ikke uret. Så har jeg nusset lidt rundt og har ryddet op, ordnet mine mellemværende på nettet og sidder nu og ser filmen Et Hus i Toscana, som er ganske sød. Blev færdig med Katis speciale i går, men mangler lige at tage nogle kopier, så det er planen for i dag.
I morgen skal jeg mødes med min veninde på kontoret. Det er hendes tur til at hygge sig med et speciale. Jeg tror ikke, vi har andre planer - lige høre med laboranten og/eller min vejleder hvad tid forsøgene starter tirsdag. Da det er laboranten, der sikkert skal være med til forsøgene starter vi sikkert kl. 8... Altså nogle tidlige dage for mig, men det er også meget rart at have eftermiddagene til sig selv.
søndag, september 18, 2005
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar