Selve brylluppet var vældig anderledes end det er herhjemme - okay, jeg har kun været til ét bryllup, så jeg har ikke så meget at bedømme efter, men umiddelbart var det meget anderledes:
Præsten gik op ad kirkegulvet bærende på en lyserød hjertepude, hvorpå ringene lå. Efter ham fulgte parret - og det til en melodi, der godt kunne høre til i et cirkus. Oppe ved alteret hilste præsten selskabet og parret sad på stole foran ham. Dernæst sang vi en sang kaldet "Laudato si", der mest af alt mindede om en pop-sang fra 60'erne. Det virkede altsammen ganske finurligt, men også ret fedt, for jeg hader den måde hvorpå salmerne altid er så triste. Det er sjældent man bliver rigtig glad af at lytte til en salme, hvilket egentlig er synd eftersom Guds hus burde være glædens hus.
Så var der prædiken - som jeg selvfølgelig ikke forstod et ord af. Jeg havde ingen problemer med at følge med i en samtale, men når det gik over mikrofon kneb det straks mere. Flere sange og fadervor. Og så læste Gesa og Anne bønner (fürbittengebet - ved ikke helt, hvad det dækker over...) højt.
Udenfor kirken blev der kastet ris - selvom de jo har bevist deres frugtbarhed :o) Gæsterne lykønskede alle parret, og der blev taget billeder...
Bagefter rullede nogle af vennerne et banner ud, hvorpå der stod Lena und Martin og nedenunder i et stort rødt hjerte, Janis. Ved hjælp af én saks skulle Lena og Martin klippe hjertet ud af banneret og så igennem det.
Herefter kørte hele selskabet over til forsamlingshuset, hvor festen skulle foregå. Det er en tradition at de nærmeste binder en snor med hvidt tyl på deres bil, som skal blive siddende indtil den falder af. Det er også en tradition, at man kører lidt omkring i byen og dytter med bilhornene uafbrudt - så jeg er bare glad for, at jeg ikke ejer et hus tæt på en kirke i Tyskland! :o)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar