Every problem is an opportunity in disguise (Firefly)
Alle glæder og alle sorger gik som stormsus gennem hende. Det bekymrede Marilla. Hun var bange for, at livet på den måde ville give pigen nogle ordentlige knubs. (Anne fra Grønnebakken)
Omkring kl. 11 sagde jeg farvel til min veninde - jeg skulle på arbejde i Bistrup og hun skulle hjælpe en ven med at omdele aviser. Jobbet gik let og jeg blev tidligt færdig. Turen fra Bistrup til Hovedgaden er et pænt stykke vej, men solen skinnede så dejligt og jeg havde ingen planer, så jeg slog et smut ind forbi min mosters gravsted og sendte hende en kærlig tanke. Derefter gik jeg ned til søen, som kirkegården støder op til og spiste min frokost. Det var svært at løsrive sig. Jeg kunne have siddet på den bænk det meste af dagen, men jeg skulle også på mit andet job, og det er bedst at komme tidligt, så jeg ikke skal slås med min kollega om støvsugeren. Mens jeg gik og tørte borde fik jeg den skøre idé at tage til København, når jeg var færdig med rengøringen. Havde svært lyst til at tage i Botanisk Have. Syntes selv det var en smule excentrisk, men så fik jeg den ide at spørge om Kåre havde nogen planer. Det var dog tilfældet, så jeg besluttede simpelthen bare at være excentrisk og tage i Botanisk Have. Halvvejs op til stationen gik det op for mig, hvor fjollet mit forehavende egentlig var - at tage ind til byen for at være ude i naturen, når jeg har masser af natur omkring mig her i Birkerød. Så jeg vendte om og satte i stedet kursen mod Sjælsø - tog den lange vej, så jeg vandrede i omkring 40 minutter for at nå frem. Ved brug af en lille sti gennem Eskemose skov fandt jeg en bænk i solen med den skønneste udsigt over søen og med selskab af en flok køer.


Her satte jeg mig tilrette og nød livet... Tog notesbogen frem og skrev følgende sentimentale omgang sludder:
I dag er første dag i resten af dit liv. Spørgsmålet er da, hvordan du ønsker dit liv skal være. Se på verden med nye øjne og gå på opdagelse i de muligheder, den har at tilbyde. Der er plads til fejltrin og forkerte beslutninger, så længe de er taget med hjertet. Hvad der føles rigtigt er det som oftest også. Find din drøm og ræk ud efter den. I dag er første dag i resten af mit liv, og det er som i dette øjeblik, jeg ønsker mit liv skal være.
Jeg er ikke tilhænger af ordsproget "Lev hver dag som var det din sidste", for jeg ved, hvad der ville ske, hvis jeg fik at vide, at jeg kun havde imorgen at leve i... Ingenting... Jeg ville bruge hele dagen på fornægtelse. Så hellere "I dag er første dag i resten af dit liv".

Blev siddende på føromtalte bænk i omkring en times tid. Jeg nyder de dage, hvor jeg har friheden til at gøre præcis, som jeg har lyst til. Jeg burde gøre det lidt oftere. Men jeg tror, det kommer helt af sig selv, når jeg får min egen lejlighed. Livet er udelukkende, hvad man gør det til, så man kan ligeså godt få så meget ud af det som overhovedet muligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar