Summer Club pt. II.

Søndag d. 10/7 – 2005,

kl. 15:50,
Okay, tilbage til historien om Summer Club... Det var et ganske fantastisk sted indretningsmæssigt. Det var lige før man følte, at man var trådt ud af storbyen og var blevet transporteret til en trope ø. Der var små træ-hytter, hvor der blev serveret drinks, og omkring hytterne var der vand, hvor små broer første henover. Da vi kom, var vi særdeles tvivlende overfor situationen, for umiddelbart så det ud til, at alle personer tilstede var under 18 år – LANGT under 18 år! Jeg havde den teori (og jeg havde ret), at eftersom klokken kun var lidt over 21, varede det sikkert ikke længe før de små skulle hjem og putte-sove! Senere ville der så være voksne mennesker tilstede.
Aftenen i byen startede med et live band, et lokalt et med en flok unge fyre, der spillede en omgang melankolske rock ballader á la Kashmir. Bandet og deres sange var sådan set fine nok, men de optrådte for amatør-agtigt. Mellem hver sang snakkede bandets medlemmer privat sammen i en 5-10 minutters tid, inden de spillede næste nummer. Jeg var lidt ude i, at de var ved at diskutere, hvilken sang de skulle spille – noget jeg forventer, de har aftalt på forhånd! Efter live bandet havde pakket sammen spillede de nogle gamle sange (bla. noget Smash Mouth), for snere at slå over i noget bang-bang-pjat. Vi forsøgte til at starte med at bestille noget at drikke. Mette prøvede en gin & tonic og jeg bestilte en rum & coke – hvad vi endte op med var en tonic og en cola… (var spirtus-flaskerne bare til pynt?). Da vi senere bestilte drinks (vi havde fundet et sted med et drinks-kort) kunne vi dog heldigvis godt få noget spirikum i vores læskedrikke – vi fik hver en Long Island Ice Tea – en ordentlig krabat ca. 250 ml sprut og 250 ml sodavand (eller muligvis endnu stærkere!). Det var en drink, der rent faktisk varede det meste af aftenen! Vi gik lidt frem og tilbage, og på et tidspunkt blev vi budt op af en neger, der var meget forhippet op at få os ud på dansegulvet. Mette er absolut ikke danse-typen, skal man tro hendes eget udsagn (og det skal men jo!), og jeg havde ikke rigtig lyst, men han fandt os så i stedet nogle siddepladser og begyndte at udspørge os. Vi var begge en tand afvisende, men han lod sig ikke mærke med noget og bare snakkede og snakkede. Og så kom spørgsmålet, der fik os begge til at forme kors med fingrene og udbryde "Vig fra mig!" i kor (ja, det gjorde vi rent faktisk, en af de skægge ting ved at være i udlandet, hvor ingen forstår hvad man siger!): "Er I gift eller er I single?" – og fortsættelsen... "For jeg har det bedste med at tale med singler, da gifte piger godt kan være svære at tale med." Jeg lader jer lige tænke over den et minuts tid […].
Før gutten her burde jeg faktisk have nævnt et andet incident. Da vi stod med vores sodavand tidligt på aftenen, var der et par fyre, der blev ved med at kredse om os. Og som Mette sagde: "Kunne de ikke være lidt mere diskrete?" (en egenskab folk i Ungarn ikke besidder. Folk åbenbart en tradition her i byen, med åbenlyst at nedstirre det/den de finder interessant). Så – efter de var gået og var kommet tilbage igen – gik den ene hen og sagde et eller andet på ungarsk til Mette. Mette sagde pænt, "Sorry, I don't understand," hvilket uden tvivl skræmte den stakkels fyr fra sans og samling for han skyndte sig væk! Senere (ca. 10 minutter) var det en udelt fornøjelse, at se ham udføre et fuldkomment identisk move på det par piger, der stod lige ved siden af os – nu skal det nævnes, at de piger tydeligvis heller ikke var til noget, for vi spottede dem ind imellem senere på aftenen i gang med at udføre deres score-tricks (okay, deres ENE score-trick) på forskellige piger. Det var simpelthen så komisk, når man først havde spottet det... Udover de hidtil nævnte fyre, var der ikke gang i så meget (hvor var dog alle englænderne i Budapest henne :o) ) Men Mette og jeg fik sludret om løst og fast, og fik faktisk rundet indtil flere emner, vi aldrig har talt om trods vores årelange bekendtskab! Vi fandt også ud af, at vi på forunderlig vis deler smag, hvad potentielt dating-materiale angår. Der var flere i vores fælles omgangskreds, hvor det viser sig, at vi begge har fundet dem yummy – endda på præcis samme tid uden vi hver især har været klar over det. Og vi har begge formået til hver sin tid at være særdeles diskrete. Mette opdagede ingenting, da jeg opførte mig lettere suspekt til forelæsningerne en periode – det blev lige pludselig MEGET, MEGET interessant at se, hvor mange der var kommet, hvad klokken var på uret på bagvæggen og andre VIRKELIG suspekte ting… Selvfølgelig kun latterlige påskud for at vende mig om og prøve at få øjenkontakt med en vis herre! At det så oftere og oftere lykkedes kunne være et udtryk for enten A) han synes også, at jeg var lidt sød... eller mere sandsynligt B) At han havde fundet ud af, hvor suspekt min opførsel egentlig var… Men det var jeg for chicken til nogensinde at finde ud af – en af de ting jeg stadig kan sparke mig selv hårdt i popoen for aldrig at have udforsket! Jeg opdagede heller aldrig, når Mette opførte sig fjollet, så det var da en skæg afsløring...
Hmmm… Kufferten pakker jo ikke sig selv, så jeg vender frygtelig tilbage senere :o)