kl. 16:20,
Tja, senere blev i mellem tiden til i morgen, men historien om Gül Baba bliver ikke dårligere af den grund... Vi fulgte vej-skiltene, der pegede i retning af en stenbelagt vej, der var omtrent ligeså stejl som 90 grader fra vandret. Langsomt men støt forcerede vi tyngdekraften og bevægede os op ad den lodrette væg. For mig var det en særdeles nervepirrende oplevelse at bevæge mig opad en vej med ujævn stembelægning, der ikke altid var fuldstændig stabil – jeg er ikke sygeligt højdeskræk for ingenting. Men op skulle vi, så det gjaldt om at bevæge sig af sted med nogenlunde konstant fart, og så vidt muligt at undgå at se sig tilbage eller tænke på, hvordan man kommer ned – eller det er jo aldrig et problem, men hvordan man kommer SIKKERT ned! Oppe på toppen forventede vi at støde på den grandiøse statue, men vi fandt ingenting... kun huse samt en idyllisk udkigspost over byen, der kunne tjene som Budas udgave af Lovers' Lane – faktisk var der hele to kærestepar i løbet af den tid, vi var der. Efter at have beundret udsigten en stund besluttede vi at inspicere den sidetrappe, vi havde set ca. halvvejs nede. Oppe af den fandt vi efter kort tid selve Gül Babas gravkapel... Lille af en så stor mand at være! Han var lidt af en skuffelse!
I går gik turen til Margrethe-øen, der er et naturområde – et hvilested mellem den klassiske Buda og den moderne Pest. Vi gik igennem den ene park efter den anden og så smukke monumenter og bygninger. Specielt skal vandtårnet nævnes, ruinerne af Margrethes hjem på øen nemlig klostret, samt det musiske springvand, der sprøjtede med sine mange stråler i takt med en klassisk symfoni! Det er utrolig fascinerende hvor meget naturskønt areal, der findes her i Budapest – hele Margrethe-øen, plateauerne ved Gellert-bjerget samt rundt omkring inde i byen. Alt bliver holdt flot med nyslået græs (!) og ikke en ukrudts-plante i syne. Mette har taget det som en personlig fornærmelse, at folk slår græs omkring hende konstant, men da det er forskellige mennesker på forskellige tidspunkter, er det ikke videre plausibelt :o) Efter ø-vandringen gik turen videre til Gellert-bjerget, hvor vi igen måtte bestige et utal af trin for at nå toppen. Ved første plateau var en hule, der fungerede som kirke. Her blev jeg bedt om at tage en cardigan på, da jeg havde strop-top på og derved viste mine skændige og syndige overarme (gisp!). Mette læste højt fra 'turen går til', at stedet ofte benyttes til vielser – det kan jeg kun forundres over! Næste plateau var en grøn plet, hvor der voksede smukke stauder. Der gik en hel hær af grønfingrede gartnere rundt og sørgede for, at alting var i tip-top stand. Pletten var mig særdeles kærkommen, da solen bagte ned fra oven fra en komplet skyfri himmel. Lidt hvile i skygge af træerne var ikke at foragte! Øverste plateau var selve det vi var gået efter: Citadellet samt frihedsstatuen. Udsigten var skøn og virkelig værdsat efter vi havde slidt for at opnå den! Vejen tilbage forekom ufattelig hurtig, al den asen og masen for at komme op var glemt, for nedturen var overstået på et øjeblik. Vi mosede hjemad mens vi på vejen kom forbi et vandfald, hvor statuen knejser ovenfor, når man ser det i sin helhed.
Aftenen gik med at shoppe i vores lokale storcenter. Fik købt min højtelskede pony 'Tink-a-tink-a-too', 2 bluser, 2 halskæder og 2 ankelkæder. Vi spiste noget billigt italiensk i centret og tog en Mai Tai i Friday's, det sted vi spiste den første aften. Vi var på det tidspunkt ved at løbe tør for kontanter, så vi nøjedes med den ene og gik hjem i seng. Bartenderen havde ellers spurgt, om vi ikke skulle have en til, og vi var da bestemt fristede – men det ville virke bare en smule latterligt at betale gå en rundtur i det lukkede center for at finde en hæveboks for derefter at vende tilbage, så det undlod vi at gøre.
kl 18:00,
I dag har vi endnu engang besøgt Fiskerbastionen...
...og Matthias kirken, denne gang set indvendig fra. Kirken er helt overmalet med mønstre og malerier i jord-nuancer fra top til tå. Smukt, men en anelse overvældende. Nogle gang er det simpleste ofte det smukkeste! Turen fra pladsen gik forbi en række historiske monumenter af den ene og den anden slags. Vi kom atter forbi Wienerporten, og på vejen op havde vi set den virkelige Skt. Anna kirke, ikke den anden Anna (fin men ikke den berømte). Fødderne, kroppen (og sjælen(?)) begynder så småt at være udmattet af hård fysisk aktivitet (vi "spadserer" langt over 10 km om dagen) og af alle de sanseindtryk man bombarderes med den ganske dag. Man i aften var planen fra i går en tur i byen. Mette studerer kortene og bus-linierne lige i dette skrivende øjeblik, men det ser ikke ud til, at hun finder frem til noget informativt. Så nu må vi vente og se, hvor meget det bliver til :o) Ciao!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar